Kennel Red and White`s - opdræt af smukke Welsh Springere

Kennel Red and White`s opdræt

Kennel Red And White’s bygger sit opdræt på den nyeste viden om hundens udvikling, opvækst og sundhed. Ved avl lægges vægt på temperament, træningsvillighed og sundhed. I de første 8 uger af en hvalps liv lægges grunden til hvalpens senere udvikling til en kvik, lærevillig, sund, glad og tryg hund.  Derfor gør jeg meget ud af at præge hvalpene i et godt og trygt miljø.

leg2

Da jeg begyndte som opdrætter i 1989 startede jeg med at lytte og hente gode råd og erfaringer fra andre opdrættere, trænere, udstillingsdommere og prøvedommere. Alle havde deres idealbillede af, hvordan en welsh skulle se ud, hvordan dens temperament skulle være, og hvad den skulle kunne.

Egentlig mødte jeg en fantastisk hjælpsomhed og åbenhed, som jeg er alle dybt taknemmelig for i dag. Vi diskuterede både sundhed, avlsprincipper, skønhedsidealer, opdrætteretik
og hvordan man bedst præger hvalpene i den korte tid, vi som opdrættere har fornøjelsen af dem. Blandt welsh-folket har vi da stadig glæde af at udveksle erfaringer, når vi mødes til arrangementer i årets løb.

Dansk Kennel Klubs etiske regler for avl og opdræt giver også os opdrættere nogle gode guidelines at arbejde efter.

Ganske langsomt har jeg dannet mig et billede af den ideelle welsh springer spaniel:
Den muntre, samarbejdsvillige, intelligente, godt byggede familiehund, der både kan bruges til hundesport, familiehygge, jagt og udstilling, og som selvfølgelig har den ideelle farvekombination af brillant skinnende hvid og kastanierød.

Alt dette bestræber jeg mig på at avle efter.

Men da avl og opdræt af hunde ikke er en teknisk styrbar køleskabsproduktion, kan naturen tit præsentere nogle løsninger på arvelige egenskaber, som man som opdrætter slet ikke havde forventet.

Da jeg (lidt) stolt engang præsenterede et eksemplar af 3. generation, som lige var blevet dansk champion – og havde vundet begynderklassen i markprøve, sagde en klog og erfaren opdrætter og udstillingsdommer, at det var da en meget pæn hund, men vent nu bare til du når 5. generation, så vil du opdage, at du måske er så heldig, at du er ved at nå hen i den retning af, hvad du vil opnå.

Ved de sidste kuld har jeg brugt nogle helt andre linjer, og glæder mig over, at
–  de er virkelig blevet nogle dejlige hunde med et fantastisk temperament
–  de har kunnet opnå fine resultater på udstillinger, prøver,
og det er blevet nogle hunde med gode jagtegenskaber. Alligevel har hver superhund også sine fejl!

Den ideelle welsh findes ikke! Så der er hele tiden noget at stræbe efter.

Jeg har selvfølgelig gennemgået DKK’s opdrætteruddannelse.opdraetteruddannelsen